På VitaCura er vi fælles om at hjælpe dig til rette i det liv du ønsker, med de redskaber og ressourcer du har brug for.
Vores indsats tager altid udgangspunkt i de livsvilkår du har med og den vej frem du ønsker at følge. Vi planlægger sammen med dig og din sagsbehandler hvad der skal arbejdes mod og du deltager aktivt i planlægningen af dine mål, der skal hjælpe dig på vej. I fællesskab med jobcenteret eller UU-vejleder, psykiatrien, lægen og andre relevante i dit liv, planlægger vi hvordan vi støtter bedst op om at få opfyldt dine drømme.

Din hverdag her på VitaCura er bygget på struktur, inddragelse og aktivitet. Du vil deltage aktivt i planlægningen af din dagligdag for at få nogle gode rutiner, der hjælper dig til stabilitet og ro til at kunne arbejde med dig selv. Målet er, at du oplever mening og tryghed – hver eneste dag.
Vores medarbejdere i huset er alle engagerede fagfolk, der er nysgerrige på at lære dig at kende og inddrage dig i din hverdag. Vi støtter dig i at tage solide skridt mod selvstændighed og trivsel.
Når du kommer hjem efter arbejde eller skole, har vi altid forskellige tilbud om aktiviteter, der er med til at gøre hverdagen meningsfuld og interessant for borgerne. Vi spiller fx Bingo, træner i LOOP, går i biografen, laver spilaftner, krea-værksted, kongespil i den dejlige have, gå-, fiske- og caféture, holder sommerferie i luksus-sommerhus – med swimmingpool – og uhyggelig Halloween-hygge. Som borger kan man også gå i den lokale ungdomsklub – og til karate, zumba, kor, ridning og meget mere.

VitaCura hører hjemme i en ældre, stilren herregård i Stenlille, omgivet af marker, skov og natur. Her er masser af luft til alt fra ro og nærvær til bevægelse. Der er også rigeligt med muligheder for at brænde godt med energi af.
Faciliteterne rummer bl.a. tennisbane, shelter, aktivitetsrum, urtehave og grønne områder, der inviterer til fællesskab og balance.